GURURAJ ANANDA YOGI
- en kort biografi

Gururaj Ananda Yogi blev født den 12. december 1932 i Gujrat-provinsen i Indien i en velhavende forretnings- og landbrugsfamilie. Han fik navnet Purushottam Narsinhran og viste allerede som barn tegn på en bemærkelsesværdig udvikling. Allerede i 3-års alderen stillede han spørgsmål om livets mening og om oplevelser af det guddommelige.

Fem år gammel løb han hjemmefra for at søge efter sin egen personlige oplevelse af det guddommelige. I fire måneder vandrede han omkring og opsøgte templer og hellige mænd. Da hans forældre omsider fandt ham, fortalte han, at han havde besøgt mange templer. "Men", sagde han, "Guderne er livløse og vil ikke tale med mig".

Derefter og indtil han var 15 år formede hans liv sig som normalt efter indiske forhold. Dog nærede han stadig et intenst ønske om at opleve en virkelighed, der rakte ud over den begrænsede bevidsthed, og han studerede flittigt religiøse skrifter og bøger om filosofi og psykologi.

Efterhånden som han voksede op, blev han gennem sin læsning og med en højt udviklet intuition klar over, at den virkelighed, han søgte, fandtes i ham selv - ja, i hvert eneste menneske på jorden. Han blev klar over, at denne virkelighed blot havde forskellige navne. Nogle talte om 'det indre Guds rige', andre om 'det universelle sind' eller 'det transcendentale'. Psykoanalytikeren C.G.Jung talte om 'det fælles ubevidste', og andre vestlige filosoffer om 'det superbevidste sind'. Hver ny bog han læste, havde sin egen betegnelse for den indre virkelighed. Dem der beskrev, hvordan de havde oplevet denne indre virkelighed, mente dog, at det var mindre væsentligt, hvilke ord man brugte til at beskrive den, men at det var selve oplevelsen, der betød noget.

Han blev klar over, at den nyopdagede 'superbevidsthed' fandtes dybt inde bag den underbevidste del af sindet. Han fornemmede, at hvis han på en eller anden måde kunne trænge gennem de slørede lag af fastgroede vaner og reflekser i underbevidstheden, ville den bagvedliggende superbevidsthed skinne igennem til den bevidste del af sindet, og at denne oplevelse samtidig ville være svaret på hans søgen.

Gennem mødet med de forskellige guruer, gennem filosofien og studierne af de hellige skrifter lærte han, at en af de klassiske metoder til at trænge gennem den større virkelighed var meditation. Men hvilken form for meditation? Hvordan praktiserede man den? Og i hvor lang tid? Han kendte ikke svaret på disse spørgsmål og blev klar over, at han havde brug for en åndelig vejleder.

Men hvordan skulle han finde den rette vejleder? Der var mange i hans hjemland, Indien, der beskæftigede sig med åndelig viden og meditationsteknikker. Han vidste, at han måtte finde en lærer, som kunne bibringe ham den fornødne viden og give ham åndelig styrke til skridt for skridt at finde frem til oplevelsen af sit eget superbevidste selv.

Da han havde indset betydningen af at finde den rette lærer, forlod han igen hjemmet - nu 15 år gammel. Denne gang rejste han omkring i et års tid og besøgte forskellige ashrams (centre for åndelig udvikling) og guruer. Af disse guruer lærte han forskellige meditationsteknikker og åndelige øvelser.

Endelig efter lang tids søgen fandt han sin lærer - Swami Pavitrananda - i et kloster ved Almora i Himalaya. Efter en periode med forberedelser under Pavitranandas vejledning nåede Gururaj frem til et punkt i sin udvikling, hvor han følte sig rede til at møde den store oplevelse. Gururaj har beskrevet dette: "Gennem nogen tid havde mine meditationer været meget dybe, og jeg vidste, at jeg var rede til den store oplevelse af Nirvikalpa Samadhi" (Nirvikalpa Samadhi: Den bevidsthedstilstand, hvor der er en konstant åben forbindelse mellem det bevidste og det superbevidste sind) .

En dag indtrådte så den længe ventede begivenhed. Med Gururajs egne ord: "Pavitrananda opfordrede mig henkastet til at meditere sammen med ham. I hans nærhed gled jeg næsten umærkeligt ind i en dyb meditation. Jeg befandt mig i en højere tilstand af lyksalig bevidsthed, der strakte sig ud over tid og rum. Det var en tilstand af lykke, af uendelig frihed og dyb fred og samtidig en stor kraft, der overskred alle mit sinds begrænsninger. Det, jeg oplevede, var mit eget virkelige Jeg. Mit sind, min krop og min personlighed var kun en genspejling heraf og et udtryk for min virkelige og sande natur".

Gururaj fortsætter: "Da jeg kom ud af meditationen var der gået to timer, men det føltes som om det kun var to minutter, så langt havde jeg været borte fra tid og sted. Da jeg åbnede øjnene var alt som strålende guld. Alt omkring mig - også jeg selv - var vibrerende dansende mønstre af energi. Jeg vidste, at jeg selv var en del af denne lyksalige, ubegrænsede energi, som alt andet omkring mig - ja, som selve Skabelsen. Det var som om min bevidsthed var ét med de andres bevidsthed, som om vi alle var en del af én uendelig stor bevidsthed". Han tilføjede, at ingen ord til fulde kan beskrive den virkelighed, som denne oplevelse var for ham. Den skal opleves personligt. Det er imidlertid et grundlæggende træk i den menneskelige skabertrang at ville give udtryk for sine indre erkendelser. Mange mennesker, der ligesom Gururaj har opnået denne tilstand eller oplevet den i glimt, har forsøgt at beskrive den. De har brugt ord eller betegnelser, som de fandt dækkende til at beskrive oplevelsen, men de ord og betegnelser har altid været bestemt af deres kulturelle arv og måske især af deres religiøse tilhørsforhold og filosofiske baggrund.

Denne tilstand af oplyst bevidsthed har derfor fået mange navne. En kristen eller en jøde taler måske om 'Guds-realisering' eller om 'genforening med den guddommelige kilde', en buddhist bruger ord som 'nirvana', en zen-buddhist taler om 'satori' eller 'oplysning'. Den vestlige filosofi taler om 'transpersonlig oplevelse'. Det mest neutrale udtryk er nok 'fuldkommen selverkendelse', eftersom det ikke giver associationer til noget specielt religiøst eller filosofisk tilhørsforhold.

Efter således til fulde at have oplevet denne universelle selverkendelse kunne Gururaj mere klart forstå en tese, som han ofte var stødt på under sine filosofiske studier. Med hans egne ord: "Efter jeg selv havde oplevet denne tilstand af selverkendelse, stod det mig klart, at det kun var af ringe betydning, hvordan man nåede frem til tilstanden. Det var uvæsentligt, om man var kristen, jøde eller hindu, muhamedaner, buddhist, taoist, eller om man befandt sig i østlig eller vestlig filosofi blot den valgte vej var den rette for den pågældende person".

Mindre væsentligt er det også, om man er religiøst eller filosofisk orienteret, eller om man er et praktisk menneske fuldt optaget af hverdagens forpligtelser, og måske kun har ringe tid til eller interesse for religiøse og filosofiske teorier. For ifølge Gururaj drejer det sig om "en direkte personlig oplevelse - og ikke om tro, filosofi eller livsstil".

Det afgørende ifølge Gururaj er, "at man oprigtigt stræber efter at nå udover det lille ego´s begrænsninger, udover det ubetydelige, betingede sind og frem til en større virkelighed". Hvis viljen og det oprigtige ønske er tilstede, mente Gururaj ud fra sin egen erfaring med Pavitrananda, at korrekt meditation og selvudvikling kan være til umådelig gavn.

Mange af de erkendelser han nåede frem til var direkte affødt af hans selverkendelse. Men det vigtigste for ham var konstante fuldbyrdede oplevelser af den fuldt selverkendte bevidsthed. Han følte, at intet i verden kunne bibringe ham større lykkefølelse end den, han allerede besad.

Han overvejede derfor at trække sig tilbage til et afsides sted i Himalaya og dér leve et fredfyldt liv som eneboer. Men således skulle det ikke gå. Pavitrananda insisterede på, at Gururaj skulle leve et almindeligt, aktivt liv som samfundsborger i den vestlige verden, således at han kunne gøre de samme erfaringer som vestens mennesker og dermed bedre være i stand til at vejlede og hjælpe andre med meditation og selvudvikling, når den tid kom.

Som forberedelse til dette liv begyndte han at studere engelsk, handel og regnskabsvæsen. Da han var i begyndelsen af tyverne, blev han færdig med sine studier, og så var tidspunktet kommet til at flytte til Vesten.

Han emigrerede fra Indien til Sydafrika, hvor hans forældre havde boet i en periode i hans tidlige barndom. Her begyndte han en karriere som forretningsmand. Den erkendelse af sit 'virkelige jeg' og af 'det superbevidste sind', Gururaj var nået til, skulle vise sig at være en uudtømmelig kilde til energi og skabende intuition, en slags kreativ 'sjette sans' hjalp ham til at træffe de rigtige beslutninger i alle dagliglivets praktiske situationer som travl forretningsmand. Han arbejdede i 14-16 timer, sov kun 2-3 timer, men formåede alligevel at klare sine opgaver og videreføre sine interesser.

Disse indre ressourcer af energi og kreativitet medvirkede til hans succes i forretningslivet. Han blev i løbet af kort tid leder af flere virksomheder og var beskæftiget inden for produktions- og servicefag som filmindustri, revisions-, reklame- og forlæggervirksomhed.

Men selv midt i det travle forretningsliv havde han bestandigt for øje, at rigdom aldrig måtte være et mål i sig selv. Med hans egne ord: "Rigdom i sig selv er intet. Penge er kun et middel og deres værdi afhænger af, hvordan vi bruger dem. Det væsentlige er, at vi bruger vor personlige og kollektive rigdom til at tjene os selv, vore venner, vor familie og vort samfund. Bruger vi vor rigdom rigtigt, eller bruger vi den til personlig komfort, fornøjelse eller til at opnå prestige og magt - med andre ord til at tjene vort eget lille begrænsede ego?".

I overensstemmelse med dette princip brugte Gururaj altid en stor del af sin indtægt og meget af sin tid på at fremme forskellige åndelige og samfundsmæssige projekter. Han var en af hovedkræfterne bag grundlæggelsen af en indisk kulturel forening i Cape Town og i hele Sydafrika, hvilket betød et væsentligt fremskridt for den talrige indiske befolkning, som bor der.

Samtidig med alt dette blev Gururaj gift og fik børn. Han beskæftigede sig desuden med musik og poesi. Fra sin tidlige ungdom skrev han kompositioner over indisk musik, men i endnu højere grad brugte han poesien til at udtrykke sine indre oplevelser. Allerede som 20-årig havde han modtaget adskillige priser og er af kritikere blevet sammenlignet med Rabindranath Tagore (1861-1941).

Et eksempel på hans poesi gengives her. Alle hans digte er nedskrevet umiddelbart og spontant:

"I come to this world for you to share,
this little crust of bread before we are dead,
and know that the knowledge of the world is but feed
only a glimpse of the moment we venture to dare.
Give me now your soul as I give you mine
for what is life worth if it is of human birth,
and not giving it to mankind and to life divine -
let our lips touch and promise this now:
heaven be on earth.
The world need not this kiss as we merge
but it will be felt by all, our love´s surge."

Det liv Gururaj levede var en tydelig opfyldelse af Pavitranandas råd om at leve et aktivt liv. Men vi må ikke glemme, at Pavitrananda havde et dybere formål: Gururajs liv i den vestlige verden skulle forberede ham til den tid, hvor han som åndelig lærer skulle vejlede andre aktive mennesker i Vesten til fuldkommen selverkendelse. "Dette har " sagde Gururaj " bestandigt været i mine tanker i alle disse år, siden mit møde med Pavitrananda".

Gennem årene blev Gururaj stadig mere bevidst om meditationens centrale betydning som middel til gradvist at få adgang til det superbevidste selv. Men han vidste, at hvert eneste menneske er enestående i sig selv. Derfor må de meditationsteknikker, der gives ethvert menneske, tilpasses den enkelte, hvis de skal være effektive. De må indpasses i den enkeltes liv og udgøre en helhed og samtidig medvirke til at udvikle alle aspekter af livet, så der sker en ægte, alsidig og integreret udvikling af personen og af dennes forholdet til omverdenen.

Gururaj fortsatte gennem alle årene med at fordybe sig i åndelige, filosofiske og psykologiske emner og med at studere og praktisere forskellige former for meditation. Men vigtigere var det, at han fortsat trænede sin intuitive sans. Med sin store viden, erfaring og intuition begyndte han gradvis at undervise i meditation. På denne måde udviklede han en metode til at videregive de meditationsteknikker, som bedst tjente til at opfylde den enkeltes fysiske, mentale, åndelige og følelsesmæssige behov.

I 1975 afsluttede Gururaj 'forretningsfasen' i sit liv. Resten af livet viede han til at hjælpe mennesker overalt i verden i deres søgen efter fuldkommen selverkendelse. Han startede en international bevægelse med navnet "Gururaj Ananda Foundation", og som senere blev etableret over hele verden. Dansk Meditations Samfund er den danske afdeling af denne bevægelse.

Gururaj udtrykte i forbindelse med sit liv og arbejde: "Formålet med den ydre Guru er at vække den indre Guru i det enkelte menneske. Derfor er det min opgave at vejlede mennesker i at opleve deres egen indre vejleder, at vække dem til bevidsthed om deres eget større Selv. Når dette er gjort, er min vejledning ikke længere nødvendig, for da er enhver sin egen guru".

Gururaj ønskede også at understrege, at han var et almindeligt menneske, der kun adskilte sig fra de fleste andre ved at have nået målet for sin åndelig udvikling, det mål som andre stadigvæk arbejder henimod, og dette kvalificerer ham til at vise andre vejen. Han har sagt det om og om igen, at det han har opnået, kan alle andre også opnå.

Han insisterede derfor altid på at blive behandlet som et almindeligt menneske uden mere ståhej eller ærbødighed, end det tilkommer enhver anden, og han ønskede på ingen måde, at der skulle opstå en 'guru-kult' omkring ham.

"DER ER INGEN DØD - KUN LIV"